Provst Ove Kollerup skriver om juleglæden og julesorgen. Det er nemlig to ting, som ikke kan skilles fuldstændigt ad. Mange salmedigtere skrev allersmukkest om glæden, når de havde det allersværest. Det bliver til et lys, som skinner klarest på mørkets bagtæppe.

Af Ove Kollerup

Vor Frelsers Kirke på Christianshavn er bygget i 1680'erne og indviet den 19. april 1696. Arbejdet med at bygge kirken tog 14 år, da hele bydelen er anlagt på opfyldt havbund. Derfor var selve funderingen af kirken var et meget tidskrævende arbejde. Blandt så meget andet er også alt det historiske inventar også nænsomt blevet sat i stand i forbindelse med den seneste restaurering.

Vor Frelsers Kirke er en perle, og går du ind i denne prægtige kirke en dag vil du blive betaget af det store alter. Her ses Kristus i Gethsemane have, hvor han trøstes af engel, mens flere mindre engle svæver i skyer over hans hoved. Om disse engle er der skrevet en kendt julesalme. I årene 1822-26 var N.F.S. Grundtvig præst ved Vor Frelsers Kirke. Julenat 1824 sad han og skrev på sin prædiken til næste dag i Vor Frelsers Kirke i København. Men julestemningen ville ikke rigtigt indfinde sig. Grundtvig var deprimeret over kristendommens og troens tilbagegang i folket og over, hvordan vantroen endda bredte sig i kirken. Han følte, at bekymringen og sorgerne truede med at kvæle glæden.

Det fortælles, hvordan han gik hvileløst rundt i huset. Og på vejen kom han forbi børnenes værelse, hvor de små drenge, Johan på 2 år og Svend på 3 måneder lå og sov. Det inspirerede ham til at skrive salmen ”Velkommen igen Guds engle små”.  For samtidig med, at han har set sine små drenge i barneværelset, mener flere fortolkere, at han fra sit arbejdsværelse har kunnet se over til englene på alteret i Vor Frelsers Kirke. Det har været den egentlige inspiration til salmen. Den salme, der netop slutter med ordene: ”lad julesorgen slukkes”, gav ham selv så megen fred, at han kunne gøre sin prædiken færdig. 

Næste morgen ved vi, at han afsluttede sin juleprædiken med at læse sin nyskrevne salme op for kirkegængerne: salmen om den store glæde, som vi higer og længes efter.

Juleglæden og julesorgen kan nemlig slet ikke skilles ad. Det var Grundtvigs erfaring, og det var den samme erfaring, som de andre af julens salmedigtere gjorde. Ja, det er næsten sådan, at de salmedigtere, der skrev og digtede allersmukkest om julens glæde, var dem, der rent menneskeligt havde det sværest.

Julesalmer på trods

Brorson, julens store digter, skrev sine julesalmer på dyster baggrund: af hans første seks børn døde de tre, og en søn blev sindssyg. Og Paul Gerhardt, der skrev den vidunderlige salme ”Hjerte, løft din glædes vinger”, var præst midt under Trediveårskrigen, der gjorde en stor del af hans menighed hjemløse. Selv mistede han sin kone og fire af deres fem børn.

Og alligevel skrev de alle om julens glæde, så deres salmer er blevet stående efter dem og den dag i dag tåler at blive slidt på og sunget. Ja, måske er dét netop hemmeligheden, at de taler om glæden, samtidig med at de ser sorgen i øjnene. På den måde får glæden sin styrke og sit lys på sorgens mørke baggrund.

Julen er glædens og hjerternes og børnenes fest. I forventningens glæde vil de danse gennem december med tændte julelys i øjnene og allerstærkest juleaften. Der har de deres tanker på at give de gaver, de selv har produceret i børnehaven og i skolen, og i spændt forventning om, om de nu selv får de største ønsker opfyldt. 

Ve den, der tænker ilde om den barnlige forventning og juleglæde. Den er en del af Guds gode vilje nemlig evnen til at give sig hen i glad forventning og håb til det, der kommer. Evnen til nu at være helt nærværende i glæden og indleve sig i, hvordan hyrderne vandrer til stalden og dér møder jesusbarnet i krybben. Alt imens vi sammen knæler ned i ærefrygt og med taknemmelighed over den store glæde, der skal være for alt folket. Denne barnlige glæde springer direkte ud af englesangen fra himlen, tror jeg. Og ingen skal tage den fra den, der tør give sig hen til den! Hører du til dem, der er givet evnen til at glædes barnligt over Frelserens fødsel, så tak Gud af hjertet for det og giv glæden videre til hvert menneske du møder.

Lad julesorgen slukkes

Men der er også håb for dem, der bedre kender julesorgen. Evangeliet, englenes glade budskab, er at julen kommer med glæde til dem, der ikke er glade. Til dem, der som Grundtvig er ved at gå til af bekymring for kirkens fremtid. Til dem, der som Brorson er plagede af personlige sorger. Og til dem, der som Paul Gerhardt oven i sin egen tragedie også skal bære med på andres sorg og savn. 

De kendte alle tre til længslen efter den fuldkomne glæde. Længslen efter en glæde, der ikke springer som en sæbeboble dagen derpå. Mon ikke det er sådan, at julens inderste betydning kun rummes fuldt ud af det menneske, der kender julesorgen indefra. Den, der inderligt længes efter lyset og freden og glæden og som ikke kan finde den rette julestemning? Det er jo til det menneske, at glæden nærmest kommer på trods. Det var den erfaring, Grundtvig digtede ud af, da han sluttede sin salme i Vor Frelsers Kirke med ordene: Lad julesorgen slukkes. Han fandt ikke glæden i sig selv, men han fandt trøst og håb i, at glædens mulighed trods alt findes, fordi det blev jul den første gang i stalden i krybben i Betlehem.

I Vor Frelsers Kirke blev Grundtvig inspireret af altermotivet