For sognepræst Louise Ekelund er kirkegården et sted, hvor vi kan samles med dem, vi elsker. Men det er også et sted, hvor vi kan trække os tilbage og tænke. Alt i alt gør det kirkegården til et levende sted.

Af Louise Ekelund

Det er formiddag. Min morgen har jeg brugt på at skrive søndagsprædikenen, og nu har jeg brug for luft. Jakken kommer over skuldrene, og som altid går jeg ud på Brøndbyøster Kirkegård. 

Ordene ’Påskemorgen slukkes sorgen, slukkes sorgen til evig tid’, er det første, der fanger blikket, når jeg træder ind bag den grønne låge. Den store sten, hvor ordene til evig tid er indhugget, fylder mig straks med ro.

Kirkegården er stedet, hvor vi samler dem, vi har mistet. Og det har været kutymen siden kristendommens indførelse, at vi ligger vores kære i indviet jord. Hver eneste gravsten fortæller en historie fra vugge til grav og giver genklang af kærlighed for det, der engang var.

"Dødninghaven"

Men kirkegården indeholder langt mere. Grundtvigs smukke påskesalme Tag det sorte kors fra graven beskriver kirkegårdens eksistentielle transformationsevne i klare billeder:

”Tag det sorte kors fra graven!
Plant en lilje, hvor det stod!
Ved hvert skridt i Dødninghaven
blomster spire for vor fod!”

Dødninghaven, som Grundtvig skriver om, er kirkegården. Her bliver kirkegårdens betydning åbnet op og udvidet. Liljerne plantes, hvor døden før havde sin endegyldige magt. Så er kirkegården ikke blot et symbol på død. Nej, tværtimod: den bliver stedet, hvor livet findes. Livet og det evige, har taget dødens plads. Med ét transformeres kirkegården til at blive et sted, hvor vi samles, men også til at trække os tilbage, når savnet og livets store spørgsmål trænger sig på.

Troens og fællesskabets have

Billedet af haven, som stedet for samling og tilbagetrækning, kender vi fra en af Bibelens største fortællinger. Det er fortællingen om Jesus og disciplene i Getsemane Have. 

Efter påskemåltidet, Jesu sidste måltid, samles han og disciplene i denne (hvad vi må forestille os) helt fantastiske, frodige have. I ly af træer, blomster, fugle samles de i forventning og frygt for, hvad der mon skal ske. 

Der er stille, men der er absolut ikke stilhed. Tankerne, følelserne og kærligheden tiltvinger sig opmærksomhed. De er samlet, og det er som en absolut nødvendighed. Frygten for det ukendte og for hvad der skal ske, kræver et rum, som kan bære det. Vi må samles – vi er nemlig ikke skabt til at bære verdens byrder alene.

Jesus trækker sig også tilbage i haven for at bede. Her kan han finde roen til at knæle, folde sine hænder, og i afmagt og med stærk tro, bede til sin Fader: ’Fader, hvis du vil, så lad dette bære gå mig forbi!” Det altafgørende øjeblik i hans jordiske liv sker lige her. Han overgiver sig og lader det ske.

Kærlighedens have

Når jeg trækker mig tilbage til kirkegården den formiddag, bliver det tydeligt for mig, at den er levende. At se en datter ordne sine forældres gravsted, at møde en mand pynte sin elskedes plads med roser, eller at se et fødselsdagsflag, som svajer i vinden over en gammel sten – det er livet, og det giver mig troen på at, påskemorgen slukkes sorgen, slukkes sorgen til evig tid.

Kirkegårde er ligeså forskellige, som mennesker er det. De indeholder mere end det, øjet kan se. Bestandigt triumferer de over døden og lader sig ikke underkaste. Det er kærligheden, som med hovedet højt nægter at lade sig standse af døden. Og de er håbet om, at vi en dag vil ses ansigt til ansigt i Guds gyldne sale.

Brøndbyøster Kirkegård