Her kommer der et lille overblik over påskedagene i Bibelen, og hvad den tid betyder for os i dag.

Palmesøndag
Palmesøndag kom Jesus ridende ind i hovedstaden, Jerusalem. Folk jublede og viftede med palmegrene for at hylde ham som en konge.

Men allerede her er der noget, der ikke passer. Jesus kom ikke ridende ind i Jerusalem på en smuk stridshest. Han kom ridende på et æsel. For Jesus er nemlig ikke den konge, som jøderne håbede på. Jøderne var under besættelse af de romerske soldater og håbede på en, der ville frelse dem og gøre deres rige stort og magtfuldt, som det havde været i gamle dage. Jesus var en anden slags frelser. Han lovede ikke guld og grønne skove. Han lovede ikke at gøre livet problemfrit. Han kom med et andet budskab om, hvad der bærer os igennem. Og det budskab bliver udfoldet gennem påskedagene. Palmesøndag kan være med til at huske os på, hvad der er det vigtige i livet, og hvad der skaber mening. Er det penge, er det ære – eller er det kærlighed og forbundethed til andre mennesker og til Gud?

Skærtorsdag
Torsdag var en travl dag. Jesus vaskede fødderne på sine venner, som man kalder disciplene. Skær betyder ren, og dagen har sit navn efter fodvaskningen. Det var normalt slavearbejde. Ved at vaske de andres fødder viste Jesus, hvordan vi skal være med til at tjene andre, og at vi ikke skal føle os for fine til at tage det arbejde, som vi måske ikke synes, der er så meget ære i. 

Jesus spiste også aftensmad med sine disciple på skærtorsdag. Det kalder man den sidste nadver. Nadver er et gammelt ord for aftensmad. Jesus vidste selv, at én af disciplene ville forråde ham, da han spiste sammen med dem. Måske er det et billede på fællesskabet – men det er også et billede på, at fællesskab altid har sine begrænsninger, for vi er jo bare mennesker, der også begår fejl. Sommetider svigter og forråder vi andre. Og selvom vi er mennesker med fejl, bliver vi ikke sendt væk fra fællesskabet, ligesom Judas heller ikke blev sendt væk. Det er samtidig indstiftelsen af den nadver, vi fejrer i kirken om søndagen. Hver gang vi deltager i nadver i kirken, er vi med i fællesskabet omkring bordet med Jesus. 

Efter aftensmaden gik Jesus op til en lille park, der hed Gethsemane Have, for at bede til Gud. Han vidste godt, at der ville ske ham noget ondt. Han bad to af sine disciple om at gå med ham for ikke at være alene. De faldt dog begge i søvn, mens Jesus bad. Måske betyder det, at vi alle er alene, når det kommer til det yderste og sværeste. Dér i angst, frygt og uvished oplever vi nemlig en grundlæggende eksistentiel ensomhed. Jesus bad til Gud: ”Hvis det er muligt, så lad mig slippe for det, der skal ske. Dog, ske din vilje, ikke min”. Som mennesker oplever vi alle kriser; vi skal nogle gange igennem svære ting som angst og frygt. Og nogle gange er der ingen vej udenom. Jesu bøn i Gethsemane Have lyder med mine egne ord således: ”Gud, jeg skal igennem, og jeg er bange. Vær med mig på vejen, så jeg ikke er helt alene”. Efter Jesu bøn kommer soldaterne for at arrestere Jesus, og Judas afslører, hvem Jesus er, ved at give ham et kys på kinden. Jesus kommer i fængsel.

Om natten, da Jesus sad i fængslet, blev hans disciple bange for at blive afsløret og måske også for at komme i fængsel. En af dem hed Peter. Han havde tidligere på dagen lovet højt og helligt, at han aldrig ville svigte Jesus, men Jesus sagde til ham, at ’inden hanen galer, vil du have fornægtet mig tre gange’. Og tre gange var der et menneske, der genkendte Peter som en af Jesu disciple. Hver gang benægtede han hårdnakket, at han kendte Jesus. Efter den tredje gang galede hanen, og Peter huskede, hvad Jesus sagde. I biblen står der: ”Og han gik udenfor og græd bitterligt”. 

Det er et af de stærkeste steder i Bibelen. Vi vil alle komme til at svigte, vi bliver alle feje, når vi skal redde os selv – og hvor kan det gøre ondt, når man opdager, at man har svigtet et menneske, der betyder noget for en! Selvom Peter svigtede, så sagde Jesus til ham, at han skulle være hovedhjørnestenen, hvorpå kirken skulle bygges. Jesus byggede sin kirke på Peter, netop fordi han var så menneskelig. Det giver håb for mig om, at også jeg kan bruges til noget i livet, at også jeg er værd at bygge noget på, selvom jeg svigter og slet ikke kan leve op til alt det gode, som jeg ville ønske, at jeg kunne.

Langfredag
Langfredag er en meget lang dag, fordi det er her Jesus bliver hængt op på korset og dør. Mens han hang døende på korset, hånede de romerske soldater ham og sagde: ”Hvis du er Guds søn, så kan du vel frelse dig selv”. De satte en kongekrone lavet af tornede grene på hans hoved, for at lave grin med, at han blev opfattet som en konge. En konge, der viste sig ikke at have nogen magt.

Jesus er Guds kærlighed, som den viser sig i et menneske. Den ubegrænsede kærlighed i et menneskes skikkelse. Langfredag bliver kærligheden hånet og spottet, for – som mange af de, der ser Jesus hænge alene på korset tænker – hvad duede den i virkeligheden til? Kærligheden, Jesus, kunne ikke rigtig gøre en forskel. 

Jeg bliver nogle gange spurgt til børnegudstjenester, hvorfor Jesus blev korsfæstet. Og det er svært at forstå. Det var bl.a. fordi, de jødiske præster blev vrede over, at Jesus satte Guds kærlighed over deres religiøse lov. Jesus brød loven. Det blev de jødiske præster vrede over, måske også fordi de mistede magt. Men korsfæstelsen er nok også et billede på, at Gud ikke hævder sig med rå magt, men viser sig i kærligheden, også selvom den ikke bliver regnet for særlig meget. Gud insisterer på, at kærligheden er det vigtigste – ikke magtspil og undertrykkelse og selvhævdelse. Kærligheden er det vigtigste, også når det koster ære og anseelse at holde fast i den.

Da Jesus er død, bliver han lagt i en klippehule, og der bliver rullet en stor sten for indgangen. Og de der fulgte ham, sørger over, at han, som de troede på som frelser, nu ikke er mere. Deres håb om et andet og bedre liv er væk.

Påskedag
Søndag gik nogle kvinder, der havde fulgt Jesus, ud til graven for at sørge. Men da de kom derud, så de, at stenen foran klippehulen var væk. Da de kiggede ind, så de en engel, der fortalte dem, at Jesus var genopstået fra de døde. At Jesus var blevet levende igen. Derfra gik de ud i verden og fortalte.

Kærligheden var stærkere end døden. Kærlighedens liv kunne ikke holdes tilbage. Opstandelsen påskedag hjælper mig til at tro på, at kærligheden bærer mig igennem. Den får det sidste ord. Jeg tror, vi alle sammen i vore liv oplever ørkenvandringer eller sorte perioder, hvor vi ikke kan se lyset forude. Tider, der er så tunge, at man ikke selv kan forestille sig, at man kommer igennem. Og alligevel holder opstandelsen mig fast i troen på, at der er lys forude. At Gud får mig igennem, så jeg ikke ender i mørket for evigt. Nogle gange kan alle døre synes lukkede. Det lykkedes ikke, det, jeg havde håbet på. Parforholdet gik i stykker. Jeg fik ikke ønskejobbet. Vi fik ikke det barn, vi havde håbet så inderligt på. Et elsket menneske er død. Dér giver opstandelsen mig et håb om, at når jeg ikke kan få øje på nogle åbne døre, på noget lys i mit liv eller på nogen udvej ud af en håbløs situation, så åbner Gud nye døre for mig, som jeg ikke vidste eksisterede. Når jeg ikke selv har kræfter til at komme videre, så bærer Guds kærlighed mig igennem, så jeg igen kan opleve lyset og livet.

Anden påskedag
Anden helligdage er ikke noget man har i mange andre lande end i Danmark. Nogle laver sjov med, at det er fordi vi danskere benytter enhver lejlighed til at holde fri med venner og familie. 

I kirken, anden påskedag, læser man to forskellige tekster højt. Den ene handler om en kvinde, der hed Maria, som ikke kunne genkende Jesus, før han sagde hendes navn. Den kan I læse mere om 2. påskedag her på siden. Den anden handler om to disciple, der er på vandring til en by, der hedder Emmaus, mens de taler om, hvordan de har hørt, at Jesus er genopstået fra døden. De møder en tredje mand og følges med ham. Først da han tager et brød og brækker det i stykker, ligesom ved den sidste nadver, genkender de Jesus. Og derfra går de ud i verden og fortæller om, hvordan Jesus viste kærlighedens magt, som er stærkere end døden.

Udover at vi holder en ekstra fridag, så peger anden påskedag os hen til, at vi i vores livsvandring har kærligheden ved vores side. Vi ser måske ikke Jesus, som disciplene gjorde, men vi oplever også kærligheden som det, der bærer os igennem. Og det budskab skal vi gå videre ud med i verden.

Pernille Nærvig Petersen
Præst i Brøndbyøster Kirke