Det er lige ved at være påske. Og hvis alt havde været som det plejede, ville en stor del af os glæde os over at gå på påskeferie i dag. For påskeferien er som oftest fyldt med havearbejde, familiebesøg, frokoster med sild og snaps og påskeæg til børnene – og så er påsken naturligvis fyldt med den største kærlighedsfortælling af dem alle, fortællingen om hvordan Guds kærlighed til os mennesker kan overvinde alt, endda døden. 

Den fortælling plejer vi at samles om i kirken ved vores gudstjenester palmesøndag, skærtorsdag, langfredag, påskedag og anden påskedag, og påsken er for mange den vigtigste kristne højtid. Men i år bliver det så anderledes. I år skal vi ikke mødes i kirkerummene, da vi i stedet skal passe på hinanden ved at blive hjemme. Og for mange føles det som et tab. Skal vi nu ikke over i kirken, og se hvordan lyset strømmer ind ad de store vinduer? Se hvordan kirketjeneren har pyntet op med blomster, hilse på præsten, høre hvad evangeliet vil fortælle os og synge påskens festlige kirkemusik sammen med Filip og koret? 

Det kommer jeg selvfølgelig til at savne. Jeg savner gudstjenesterne, og jeg savner alle jer, jeg møder. Kendte som nye ansigter. Når savnet rammer mig, så husker jeg mig selv på, hvad kirke egentlig er. Kirken er ikke kirkebygningerne – selvom mange af vores minder fra kirken hæfter sig ved netop bygningen. Nej kirken er alle os, den menighed, som Gud selv har bygget. ”Vi er levende stene”, synger vi i Grundtvigs salme, ”Kirken den er et gammelt hus.” Kirken er alle os, som besøger kirken for at opleve fællesskabet med Gud og med de andre på kirkebænkene. Kirken er babyerne og mødrene, der mødes til babysalmesang om onsdagen, konfirmanderne og deres forældre, vores sangglade seniorer, de ansatte, de frivillige, koncertgængerne, søndagens menighed, de, der kommer til koncerterne, de, der besøger deres kære på kirkegården og ikke mindst vores store spaghettigudstjenestefællesskab – og kirken er også alle jer, som vi ikke ser i kirken, men som af og til sender os en kærlig tanke og er glade for at kirken er der, hvis det en dag brænder på. 

Så: vi kan godt samle kirken til påsken, fordi kirken samles i det øjeblik vi husker på at vi er et fællesskab af troende, uanset om vi kan mødes fysisk eller ej. I ånden kan vi sagtens mødes, og samles om Gud – og dér hvor vi kalder på Guds navn – samlet eller hver for sig – dér bygger Gud sin kirke af os, der kalder på Ham. ”Vi er levende stene”.

Så påske skal det nu nok blive – med blomster i flor og forårssolens lys over os alle. Og alt ender godt.

Læs Grundtvigs salme her:
https://dendanskesalmebogonline.dk/salme/323

Camilla Cedermann
Præst i Brøndbyøster Kirke