Hvis vi hver dag lever i frygt for, at vi skal dø, så tager vi forskud på døden. Men faktisk er det ikke en evig død, der venter på os bag vores grav. Nej, det er et evigt liv hos Gud, påpeger sognepræst Camilla Cedermann.

Af sognepræst Camilla Cedermann

”Tik-tak”, lyder det fra vandet omkring Kaptajn Klos imponerende sørøverskib: ”Tik-tak-tik-tak”. En lyd, der driver Klo til vanvid. For han ved udmærket, hvad lyden betyder. Lyden afslører den lækkersultne krokodille, der engang fik fat i kaptajnens hånd, og blev så begejstret for denne delikate smag, at den har jagtet Kaptajn Klo lige siden. Fast besluttet på at spise resten af ham. Uret, som krokodillen slugte, da den var unge, tjener både som advarsel og trussel. 

For uanset hvor Klo begiver sig hen, så kan han snart høre døden hale ind på sig med sit ”tik-tak”. Urets påtrængende tikken kan vi andre måske også af og til fornemme. Måske når de grå hår virkelig begynder at titte frem, når ansigtet får flere og flere furer, når man pludselig har fået børnebørn og eller man fejrer sit eget barns 60-års fødselsdag. Hvor bliver tiden dog af! Tik-tak.

Krokodillen bliver Klos værste mareridt. Og han lever i evig frygt for denne forslugne fjende, som han ved, han ikke kan flygte fra for evigt. At leve sit liv i evig frygt for at man skal dø en dag, er at tage forskud på døden. ”En dag skal vi alle dø”, siger Søren Brun til Nuser, og Nuser svarer: ”sandt, men alle de andre dage skal vi ikke”. Det lyder nemt, sådan at leve ubekymret i dødens skygge – men måske er det lettere sagt end gjort. For døden er vores sidste fjende. Den og skatterne er det eneste sikre her i verden, er der blevet sagt. Og det er der ikke noget at gøre ved. Eller er der?

Døden får tørt på

Salmedigteren Grundtvig fortæller i digtet: ”I kvæld blev der banket på helvedes port” om tiden mellem Jesu død på korset langfredag og opstandelse påskesøndag. Her steg Jesus ned i Dødsriget, hvor alle de døde sjæle var holdt i fangenskab. ”I kvæld blev der banket på helvedes port” er en gendigtning af et digt af den angelsaksiske hymnedigter Kædmon (død i 680), som havde titlen ”Krist og Satan”.

Grundtvig ruller sig sprogligt helt ud, mens han skildrer påskenats drama, hvor Kristus er lige dele evangeliets frelser og nordisk helt. Han er også en kæmpe, der kan springe over svælgende dyb, og han vandrer på gløder og tramper på øgler og drager. Men så knuser han hugormen og binder Helvedes ulv mens afgrunden brager. 

Det er kæmpekræfter, der er på færde! I dødsriget begynder Døden (Satan) og Livet (Kristus) nu at brydes i en underfuld tvekamp, og det er Jesus Kristus, der sejrer! Døden er besejret og dødsriget tømmes for sjæle, og skal aldrig fyldes igen. Kristus, som bæres på skjolde som den sejrende, fører dem alle op til Guds rige. Her skal de leve evigt.

”Fra Helvede steg nu den Herre så bold, ham fulgte så fager en skare, som solen på skyer han sattes på skjold, profeterne alle ham bare.”

Når vi trænger til frelse fra vores værste modstander, så gør Vorherre ikke noget halvt. Han sender en kampberedt Kristus, som vil træde døden under fode, så vi ikke behøver at leve vores liv i frygt for tidens gang, men hvor vi derimod loves, at døden ikke længere er sikker. Det har Kristus sørget for. 

Det er livet – og skatterne – som er det eneste sikre i denne verden. Vi forfølges nok alle af det uophørlige tik-tak ligesom Kaptajn Klo, men det er ikke en evig død, der venter os bag vores grav. Det er et evigt liv hos Gud fordi Kristus spillede med sine muskler og viste sine kosmiske kræfter og gav Døden tørt på.

I kvæld blev der banket på Helvedes port kan findes Den Danske Salmebog 213 – lyt til den her