Af provst Ove Kollerup

Hvad skal vi bruge kirken til i 2023? Det korte svar er: Det samme som den har været brugt til siden den blev bygget en gang i 1150’erne. Som et fælles rum til bøn, fællessang, og til at lytte til Bibelens ord om verdens frelser, Jesus Kristus. Men hvorfor kan den enkelte af os ikke ligeså godt have et lille sted hjemme i stuen, hvor vi hver især kan tale med Gud om det, der nu måtte ligge os på sinde? Selvfølgelig kan vi bede til Gud, uanset hvor vi er! Gud bor ikke inde i Brøndbyøster Kirkes bygning. Det er imidlertid sådan, at gudstjenesten er noget, vi er fælles om!

Når vi beder Fadervor, siger vi jo heller ikke: »Min Far, du som er i himlen«. Nej, vi siger »Vor Far«. Og trosbekendelsen lyder jo heller ikke sådan: »Jeg tror på Gud Fader himlens og jordens skaber«. Derimod siger vi: »Vi tror«. Det har altid været kendetegnet for kristne at mødes i fællesskabet om troen.

Vi samles om det vigtigste

De første kristne, som vi hører om i Det Nye Testamente, mødtes hjemme i deres private stuer. Det kunne vi såmænd også godt i 2023. Men det er nu bedst, at vi har et hus, som vi er fælles om. Hvis vi sad hjemme i vores stuer, ville vi hurtigt begynde at sammenligne vores hjem. Hvem har de fineste møbler, hvem har det fineste porcelæn? Og straks ville det at være sammen om Guds Ord, komme til at dreje sig om noget helt andet end det, der er formålet. Formålet er nemlig Ordets forkyndelse, fællessangen, musikken, dåben, nadveren – alt det, vi med et enkelt ord kalder for en gudstjeneste. 

Gudstjenesten er en afbrydelse af tiden, der går. I gudstjenesten høres ordet evighed hele tiden. Her er jeg i en anden tid – fra evighed til evighed. Min egen tid, der går og går, afbrydes. Gudstjenesten er derfor også et helle midt i en fortravlet hverdag. 

Vi er sammen på en rejse

Når vi kommer ind i Brøndbyøster Kirke bliver vi bænket side om side. Rummet, hvor bænkene står, hedder kirkeskibet. Det er et billede på, at vi er sammen på rejsen til Guds rige. Jord og himmel går i ét! Det gælder, hvad enten det er en gudstjeneste, en dåb, en konfirmation, et bryllup eller en begravelse. Det fællesskab, vi har i kirkens rum, er et billede på den himmelske gudstjeneste. 

Alle deltagere sidder med ansigtet vendt mod øst. Øst forbindes med det himmelske i Bibelen. I Første Mosebog støder vi således på østen som stedet, hvor Paradiset ligger. Således lyder det i beretningen om Adam og Eva: »Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst«. Her forbindes Paradis og det himmelske med det østlige verdenshjørne. 

Kirkens stærke fundament

En middelalderkirke som Brøndbyøster Kirke er en meget populær kirke. Og jeg har ofte tænkt på, hvordan det nu kan være. En del af forklaringen er selvfølgelig, at en middelalderkirke nu en gang er det, mange mennesker forbinder med en kirke. Men en anden forklaring tror jeg stikker dybere. 

En gammel kirke som Brøndbyøster Kirke, der har stået her siden 1150’erne i mere eller mindre god stand, giver os en samhørighed med dem, der har været her før os. Det har noget med vores rødder at gøre. Kirken har stået her, da pesten hærgede. Kirken har stået her under hele to verdenskrige. Og den står her endnu! Den står på gamle kampesten. Kirkens historie er vores fælles historie. Kirken symboliserer altså noget, der ikke sådan kan rokkes. Den står bogstavelig talt på et godt fundament. Fysisk og åndeligt. Modsat menneskelivet, som vi jo kun alt for godt ved er skrøbeligt.

Meget er i opbrud i vores tid. Det har menneskelivet altid været! Kirken minder os alle sammen om, at her har mennesker været samlet gennem århundreder i glæde og i sorg. På trods af tidernes skiften. Det fortæller, at vi mennesker – så forskellige vi end er, og vel også så forskellige vi gerne vil være i forhold til hinanden – alle sammen deler de helt grundlæggende vilkår i livet: At vi fødes, og at vi dør. At vi glædes og sørger. 

Centrum i kirkens fællesskab

Centrum i det fællesskab, der udfolder sig i kirken, er ikke dig eller mig. Centrum er Ordet om frelseren Jesus Kristus. I fællesskabet omkring det Ord bliver jeg igen og igen mindet om, at jeg ikke er solist i mit eget liv, men at jeg må leve på det nådefulde Ord om tilgivelsen og kærligheden, som lyder igen og igen gennem alle fortællingerne i Bibelen. Det er nådefulde ord, som varer fra evighed til evighed. Det er nådefulde ord, som vil give os glæden til at tage menneskelivet på os og gøre gavn så godt vi formår det hver især overfor vort medmenneske.