Brøndbyøster Kirke tilbyder børn i 4. klasse at være med til minikonfirmand hvert efterår.
 

Vi inviterer også til mikrokonfirmand for alle børn i 2. / 3. klasse hvert forår.

Mini/mikrokonfirmand foregår i samarbejde med Nygårdskirken. Invitationer deles ud til børn på Brøndbyøster Skole og sendes ud til børn bosiddende i Brøndbyøster sogn i den relevante alder.

Det er gratis, og man behøver ikke være døbt for at være med. Vi sender invitationer ud i april via skole og med post.

Hvorfor?

”At børn stiller store filosofiske spørgsmål ved vi alle. At få disse spørgsmål sat ind i en kultur- og værdimæssig ramme fremmer børnenes forståelse for deres kulturhistoriske rødder.” Disse ord kom fra Jack Christensen, da han var skoleinspektør på Lindelundsskolen, nu Brøndbyøster Skole, da han blev bedt om en kommentar til Brøndbyøster Kirkes projekt mikrokonfirmand.

Børn tænker meget over ’de store spørgsmål’ – hvordan taler man med Gud, hvordan skal man være overfor andre, hvor er Gud henne, hvad sker der når vi dør… Og børnene har brug for at blive mødt med bud på svar og ikke mindst har de brug for at få lov til at sætte ord på deres tanker om livet og om Gud. Til både mini- og mikrokonfirmand lader vi børnene stille spørgsmål, vi leger og synger, arbejder kreativt, taler om Bibelens fortællinger og søger sammen svar på børnenes spørgsmål og livets store emner.
 
Et supplement til skolens undervisning

Siden 1975 har kristendom været et fag på linje med alle andre fag i skolen, hvilket vil sige at kristendom ikke længere er dåbsoplæring, men et kundskabsfag, som kun fortæller om den kristne tro, men ikke oplærer børnene i hvad den kristne tro kan betyde for dem. Baggrunden for denne ændring er, at det skal være en fri sag, om man vil høre til kirken eller ej. Det er også det eneste rigtige, da vi ikke støtter at religion presses på mennesker som ikke ønsker den, men har også haft den effekt, at ansvaret for oplæring i kristendom hviler på forældrene og kirken.

Har du nogle spørgsmål, så kontakt sognepræst Pernille Nærvig Petersen