Udgivet af Anonym, man d. 25. nov 2013, kl. 15:39

Dagens tekst er fra Matthæusevangeliet kap. 25, vers 31-46 

Når Menneskesønnenkommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. 32 Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; 33 fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.

34 Da skal kongensige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. 35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, 36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.

37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? 38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? 39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? 40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

41 Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. 42 For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, 43 jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.

44 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? 45 Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! 46 Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

 

Den gudfrygtige skomager

Den russiske forfatter Leo Tolstoj fortæller historien om en såret soldat, en fattig enlig mor med sit sultne barn, og en gammel forskræmt kone. I historien indgår også en gudfrygtig skomager. Han hedder Martin Avdejitsj.

Historien går så sådan, at Martin havde i løbet af dagen hjulpet disse tre forskellige personer på forskellig vis. Og om aftnen da han sidder og syer i arbejdsdagens sidste par sko, lyder det fra en mørk krog i rummet.. 

’Martin, Martin, kan du genkende mig..?’ ’Øhh.., hvem er du’, spørger Martin. ’Jamen det er jo mig.., jeg var jo hos dig’. Og ud af krogen træder den sårede soldat; står der smilende en stund, og forsvinder så igen.

.. ’det var da underligt’, tænkte skomageren.., ’- men nu kan jeg da godt huske ham’. 

Der går lidt tid, og så lyder der igen en stemme fra den mørke krog: ’Også dette er mig’, hvisker stemmen mildt. Martin ser kvinden med sit lille barn, som han gav noget at spise tidligere på dagen, komme hen mod ham. Mor og barn standser op og smiler. ’Jamen, det er da utroligt’, tænkte skomageren.. ’- det har jeg da aldrig oplevet før.. – og jeg har da givet så mange en smule brød at spise..’. Aldrig har han tænkt sætningen til ende, før mor og barn er væk igen. 

Til sidst kommer også den gamle urolige kone frem af krogen, og taler usammenhængende, men alligevel mere roligt nu: ’Hej Martin, kan du huske mig, du lagde din beroligende hånd på min skulder ved middagstid i dag..’

.. Martin så ned på sin slidte, men stærke arbejdshånd, og tænkte: ’Sku’ den her ru og benede hånd virkelig ha’ gjort så stor en forskel i dag; kan den i virkeligheden andet end at sy..?’

.. Men det her minder mig nu alligevel om en historie, jeg kender fra det Nye Testamente.., - jeg må lige slå det op..’. Skomageren henter sin Bibel, slår op på Matt 25, hvor der står: 

Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, 36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig (…) Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig (Matt 25,36-40 i uddrag). 

Jeg synes, det er en rørende historie, som Tolstoj fortæller her, og som han på en meget fin måde kæder sammen med teksten til i dag fra Matthæusevangeliet. Og hvor han også på en særlig måde får den pointe frem, at vi møder Gud i vore medmennesker. 

Gud er nok den store skaber-Gud, der dybest set er grunden til vi er. Men netop i skabelsesberetningen hører vi jo også om, at Gud ta’r bolig i det enkelte menneske ved det, at han skaber mennesket i sit billede. Gud er dermed en del af os. Og som historien fra Matthæusevangeliet jo så netop også fortæller: ’Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig’, siger Jesus. 

Sagt med andre ord, vi må betragte de mennesker, vi møder, som noget der indeholder Gud. Man kan også sige det sådan, at Gud bærer masker, og en af Guds masker er vores medmenneske. 

Jeg min egen dommer

Teksten til i dag er jo i sig selv gruopvækkende, fordi den så klart taler om en dom; og vi ser tydeligt for os dette domsscenarie med fårene og bukkene, der bliver skilt ad.

Men historien er også spændende og brugbar, fordi den på anden side forholder sig utrolig jordnært til det, vi møder lige udenfor vores hoveddør, nemlig vores medmenneske. 

Og teksten indikerer overraskende ligefremt, at menneskers forhold til deres næste, er afgørende i forhold til det evige: 'Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig'. Sådan siger Jesus til de, han kalder velsignede. 

Det der her er tale om, er jo indbegrebet i den nye lov, som en af de andre evangelister; ham der hedder Johannes, taler meget om. Den nye lov ku’ også kaldes næstekærlighedsbudet blot – blot sagt med andre ord: Jesus siger hos Johannes: ’Det er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer’ (Joh 15,12). 

Det interessante er dermed, at dommen med henblik på det evige i første omgang faktisk ikke er Guds. Dommen er min, for jeg træffer selv afgørelsen i forhold til, hvordan jeg forholder mig til min næste.

.. og dermed bliver det også sandt, det som vi har hørt så mange gange før, at vi ikke kan leve uden kærlighed i og til livet. Kærlighed må der til - - til mig selv og til min næste. 

Side om side, eller på hver sin side..

Så vi må stille os elv det spørgsmål: Får eller buk..!? Ja, jeg bestemmer selv, netop fordi, at alt hvad jeg gør mod en af Jesu mindste, har jeg gjort mod Gudsrigets Konge, der dog i sidste ende er den, der svinger afgørelsens nådige taktstok. 

Men som præst fx at love alle en plads i det evige Gudsrige er der ikke meget evangelium i, for så optræder jeg jo netop som andres dommer; endsige træder i Guds sted og forsøger at tilrane mig det guddommelige overblik. Men vi er ikke Gud! Og ingen bør ej heller være hinandens dommere! Jeg er min egen dommer ifht. min egen placering i Guds sidste store zoologiske have..: Blandt gederne eller blandt fårene. 

Vi skal altså på den ene side ikke dømme hinanden. Men vi skal på den anden side heller ikke udviske grænsen mellem en rigtigt og forkert måde at leve på ifht. vores medmenneske. For så slukker vi kærlighedens flamme i ligegyldighedens tilintetgørende ocean. Der findes naturligvis ingen fasttømret opskrift, og enhver må afgøre med sig selv med afsæt i kærlighedens bud, hvordan det skal gælde for en selv. 

Men med Gud i vores liv, er vi ikke overladt til et liv, hvor alle meninger har samme værdi eller hvor blot den stærkeste har ret for den sags skyld. Med kærlighedens Gud som dommer over, hva’ der er kærlighed, og hva’ der ikke er, hvad der er godt og hvad der er ondt, har vi en sandhedens Ånd at holde i hånden. 

Nådens mulighed og hårdhedens begrænsning

Hvordan hænger alt det her sammen med troen? For handler mit Gudsforhold ikke om tro, og er alt det andet i virkeligheden ikke gerningsretfærdighed; eller tvangsarbejde for at behage en skinsyg Gud og tilfredsstille mit eget sociale feel-good ego? 

Det hænger sådan sammen, at troen strækker sig mod det håb, der forkynder, at Gud fra en start har tilvejebragt nådens mulighed for alle: ’For således elskede Gud verden (…), for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv’ (Joh 3,16). 

Her er der ingen begrænsninger. Guds nåde er i dit og mit favør, og er mulighedernes mulighed for alle. Det må troen med frimodighed rette sig imod. Begrænsningerne skaber jeg imidlertid selv!

For jeg kan lukke Guds nåde ude, og gøre mit hjerte koldt og hårdt for kærligheden, og dermed begrænser jeg mig selv, og min næste ifht. at leve livet frit og fuldt ud. Det er med andre ord forholdet mellem nådens evige mulighed og mit hjertes hårdheds begrænsninger, der er på spil. 

Og det er i sammenhængen også værd at bemærke, at Jesus jo ikke taler om at vi skal redde verden, og skabe paradis på jord; det la’r vi Gud om, det er han bedre til.

De kærlighedsgerninger Jesus taler om, er ikke uoverkommelige magtdemonstrationer, som vi i vores frygt for ikke at slå til kan komme til at tro. Nej, det er hver for sig små overkommelige formaninger, der handler om at give den sultne lidt at spise, den tørstige lidt at drikke, tage pænt i mod den fremmede, se til de syge og besøge de fængslede. 

.. det er overrumplende enkelt, og handler i realiteten om ikke at lukke sig om sig selv, og lukke andre ude. Der er ensomhed nok i vores samfund, og dermed bliver formaningen her en kærdommen opmuntring til ikke blot at passe sin egen butik. 

Nådens énarmede tyveknægt

Men hva’ så, når jeg ikke magter at elske min næste som Jesus byder mig at gøre? – eller hva’ når jeg fejler på det punkt? Så er det gode budskab, at nåden er større end buddet!

.. jamen så ender vi jo alligevel der, hvor jeg bare kan lade som ingenting og trække i nådens énarmede tyveknægt, når jeg har levet lidt for lidt og ikke mødt min næste.

Nej, for tilgivelsen af mine svigt hænger sammen med, at jeg siger undskyld, ellers forudsætter jeg nemlig, at tilgivelsens Herre leverer tilgivelsen af ligegyldighed. Men han leverer ikke tilgivelsen af ligegyldighed, men af kærlighed. Og slår vi ind på ligegyldighedens vej, er vi ikke længere på kærlighedens vej. 

Der er dom i denne tekst. Vi kan ikke læse os uden om, at der er en konsekvens af ikke at være barmhjertig. Men ved troen på Kristus er vi alle velsignet med nådens åbne dør, som vi får lov kvit og frit at gå igennem for intet. La’ os derfor ikke lukke den for os selv ved at lukke vores hjertedør for andre.

.. og der er også den dejlige pointe at hente ud af Tolstojs historie om skomageren, at han faktisk i første omgang ikke havde lagt mærke til, at han havde været barmhjertig i løbet af dagen. Han opdagede det ikke, før de selv (dem han havde hjulpet) kom og mindede ham om det. 

Sådan tror jeg også tit virkeligheden er. Lig’så let som vi kan overse behovet hos vores nærmeste, lig’så lidt skal der ofte til, før vi har gjort mod vores næste, hva’ kærlighedens lov kræver: Et knus, et smil, en hånd på skulderen, en arm at støtte sig til på vejen ned af trappen. Nogle gange skal der så lidt til. Andre gange skal der mere til.., - så må vi måske stille op med gode argumenter til et forsvar for den svage eller andet tilsvarende. Med andre ord, der lægges ikke op til noget som kun de stærkeste kan klare. Der peges på noget som vi alle kan gøre. 

Året der gik..

Hvor om alting er, der er et klart domsmotiv i teksten. Og på en sådan sidste søndag i kirkeåret, kan det jo godt virke lidt som om nu lukker og slukker vi. Men her må vi holde fanen højt, og minde hinanden om at kirkeåret er et snurrende hjul, der forsætter næste søndag, hvor det så altså er 1. søndag i advent og et nyt kirkeår begynder. Og her lyder et uddrag af prædiketeksten: 

[Gud Fader] har sendt mig (siger altså Jesus.. ) for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, 19 for at udråbe et nådeår fra Herren (Luk 4,18-19). 

Og meget apropos så knytter næste søndags tekst sig fint til denne søndags tekst ved at udråbe frigivelse for fanger og ønske undertrykte i frihed; og på den måde knytter det gamle kirkeår sig så til det nye. Her vil vi igen ved flere lejligheder få at høre, at der kommer en dommens dag, og at vi derfor ikke kan leve livet på skrømt ifht. vores næste.

Men vi må altid leve med visheden om – også i det nye kirkeår - at Guds nåde kom først; han elskede os først og åbnede nådens mulighed for alle. Men i stædig trods eller i ligegyldighedens navn kan vi lukke os selv ude af nådens favn. Og så har vi faktisk dømt os selv til at stå på bukke-siden og se de andre få lov at være får! Valget er mit og dit. Amen! 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

Kategorier Prædikener