Fællesskabsfaste

Fællesskabsfaste


# Brøndbyøster Kirkes blog
Udgivet af Peter Brandt-Henriksen, lørdag d. 14. marts 2020, kl. 12:32
© Peter Brandt-Henriksen

Det er fastetid i kirken, og for 4 uger siden gik jeg og overvejede om der var noget, jeg trængte til at faste fra. Skærm? Kød? Salt? Sukker? Rødvin? Jeg fik aldrig rigtig besluttet mig for noget, før askeonsdag og chancen var forpasset.

Alligevel endte det med faste. For os alle sammen. For i onsdags tonede Mette Frederiksen frem på skærmen og indførte faste fra fællesskabet.

Vi skal stå sammen ved at holde afstand.

Faste har i historiens løb været en periode i kirkeåret, der tjente til at sætte fokus på det væsentlige i tilværelsen. I fastetiden skræller vi noget af det bort, som vi anser for nødvendigheder og får mulighed for at fokusere på hvad der helt grundlæggende ER nødvendigt. Og det må man sige, at denne fællesskabsfaste gør. Ved at afstå fra fællesskabet, finder man ud af hvor meget man har brug for det.

Dagene efter pressemødet onsdag aften har været mærkelige. Folk har forandret sig fra at være mennesker, vi gerne hilser på, til at være potentielle smittebærere, vi holder os fra. Da jeg var i Kvickly forleden lagde jeg mærke til at jeg ikke fik øjenkontakt med nogle. Jeg forsøgte heller ikke selv at tage øjenkontakt, for jeg følte mig nervøs. Jeg så ingen smil. En havde mundbind på og gik frygtsomt rundt. Det var som starten på en zombiefilm, sagde en lille stemme i min hjerne, og bidrog til min frygtsomhed.

Selvom vi skal holde afstand, skal vi stadig stå sammen.

Vi er ikke hinandens fjender for tiden, vi er netop hinandens venner, fordi vi holder afstand. Det er bare svært for os at forstå, tror jeg, fordi vores adfærd skal være som om vi ikke bryder os om hinanden. Lad os finde nye måder at vise hinanden at vi står sammen.

Lad os hjælpe hinanden, lad os smile mere til hinanden, hilse mere på hinanden, skrive mere sammen, ringe mere sammen. Lad os her i Brøndbyøster gøre alt hvad vi kan for at sprede en venlig stemning, så denne tid ikke bliver en ubærlig faste fra det, der gør livet godt, nemlig det, at vi har hinanden. Det er jo netop for at hjælpe hinanden, at vi holder afstand.

Af Camilla Cedermann
Præst i Brøndbyøster Kirke