Udgivet af Peter Brandt-Henriksen, ons d. 29. jan 2020, kl. 09:39

Giver ordet ”fællesskab” dig nervøse trækninger og klamme håndflader?

Så skal du komme i kirke. For her kan du få lov til at liste dig ubemærket ind på en kirkebænk, og dér, i stilheden med dig selv, opleve et fællesskab med en, du altid kan stole på.

Da jeg selv som ung begyndte at gå i kirke, var det egentlig ikke for at blive en del af et menighedsfællesskab; nej, jeg gik i kirke for at føle et fællesskab med Gud. Jeg havde nemlig ikke så gode erfaringer med andre mennesker. Jeg følte mig ofte udenfor fællesskabet og tænkte ved mig selv, at det vel nok var fordi der var noget helt forkert ved mig.

Og så begyndte jeg at gå i kirke. Jeg undgik øjenkontakt med de andre, satte mig ind på kirkebænken, lyttede til ordene og sang salmer. Jeg hørte bl.a. fortællingen om dengang, hvor Jesus helbredte en lam ved Bethesda Dam (https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/5), og hvordan manden, som var blevet helbredt, efter årtiers ensomhed kunne gå ud blandt mennesker igen, fyldt med livsmod, fordi han havde oplevet Guds kærlighed i Jesus. 

Og jeg sang med på salmer som ”Hil dig frelser og forsoner” (https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/192), hvor vi i syvende vers synger: ”Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet”. Guds kærlighed, lærte jeg, kunne også rumme mig, og efterhånden begyndte jeg at tro på det.

Fællesskabet med Gud forandrede mit liv, fordi Gud gav mig en ny fortælling om mig. Fællesskabet med Gud viste mig, at jeg var en, der var værd at være sammen med og værd at elske. I det mindste – og det bliver vel ikke større – i Guds øjne.

I kirken kan man trygt gå hen, uanset hvad der så end sker i ens liv, og hvordan man end har det med sig selv eller andre. Der er plads til mennesker, som de er. Alle utilstrækkeligheder og fejltagelser til trods?! Det er knapt til at tro.

Men det er sådan, det er! I kirken er man velkommen med alt det, man er og med alt det, man ikke er. Og intetsteds er det så tydeligt som ved nadverbordet. Ved alteret knæler høj og lav; populær og upopulær; den, der har styr på livet og den, der konstant klokker i det, ved siden af hinanden. Og alle får vi det samme at spise og det samme at drikke – for vi er jo lige meget værd i Guds øjne.

Vi er rent faktisk alle så værdifulde i Guds øjne, at han ville dø for os! Det er en kærlighed, der er til at vokse af; det er et fællesskab, der er til at blive helet af, og det er et fællesskab, der er godt at være en del af.

I kirken er der plads til dig, der søger et fællesskab med Gud.


Skrevet af:
Camilla Cedermann
Præst i Brøndbyøster Kirke

Kategorier Brøndbyøster Kirkes blog