Udgivet af Peter Brandt-Henriksen, søn d. 1. dec 2019, kl. 12:12

Første søndag i advent kaldes også for kirkens nytårsdag. Det er jo egentlig noget mærkeligt noget. Det synes konfirmanderne i hvert fald. For hvorfor falder kirkens nye år ikke sammen med det nye år som alle andre fejrer den 1. januar? 

Det er der en meget god grund til. Her i kirken begynder vi nemlig før tiden. Ikke sådan at forstå at vi har set forkert på uret eller måneden og derfor er kommet i lidt for god tid. Men vi fejrer at Gud, der er fra evighed til evighed, trådte ind i vores menneskeliv. 

Advent betyder ”komme” og er en ventetid frem til julen og dermed fejringen af Kristi fødsel.

Der sker noget med den enkelte af os for hvert år der går. Og så er det en forunderlig historie vi begynder forfra 1. søndag i advent. Guds historie med mennesker. Den samme historie år efter år. Og dog forunderlig ny hver eneste advent. Den evige gentagelses nyhed, kunne vi kalde den.

Hvad betyder det da så - at høre Guds og menneskets historie om og om igen – år efter år, advent efter advent? Ja, den tanke er unægtelig nærliggende, at vi bare begynder forfra og forfra. En uudholdelig tanke.

Sisyfos er en mærkelig og fascinerende skikkelse i den græske mytologi. Han havde fornærmet guderne, og som straf måtte han skubbe en vældig sten op ad bjerget. Når han efter store anstrengelser nåede bjergets top, gled stenen fra ham, og han kunne begynde forfra nede fra bunden af dalen. 

Men sådan er det ikke med den kristne tro! At vi, advent efter advent, bare skal begynde forfra. Så ville vi jo bare være som Sisyfos, der var dømt til evigt at begynde forfra med at trille sin klippeblok op ad bjerget. Dømt til evig gentagelse uden nogen sinde at komme ud af stedet. Den tanke evigt at skulle begynde forfra er ikke en nåde. Guds plan og mål med os er langt højere.

Han skænker os noget langt større end evig gentagelse. I stedet for at lade os begynde forfra på det liv, hvor vi forspildte så mange muligheder, skænker han os en ny begyndelse! Vi får lov til at begynde på en frisk. Det er evangeliets besked til os: At, Gud har visket tavlen ren for os. Vel at mærke ikke kun sådan en enkelt dag om året, når vi står på tærsklen til et nyt kirkeår. 

Jesus Kristus trådte ind i tiden julenat, trådte ind i verden og gjorde fra først til sidst Guds kærlighed og nåde gældende. At turde tro det, ja, det kræver øjeblikkets glæde og forundring. Som det skete for Jesu bysbørn hjemme i hans barndomskirke, som vi skal høre om i kirken 1. søndag i advent her i 2019. Det har vel varet hen ved 30 sekunder, før den eftertanke greb dem, som har forargelsen placeret tungt i det centrum, hvor hjertet før sad. - Den forargelse som føler det nye og anderledes farligt. Så farligt, at man gør kort proces og smider det på porten. Som nazarererne den dag - jog Jesus ud af deres helligdom, hen til kanten af det bjerg deres by var bygget på - for at styrte ham ned. Så alt kunne blive ved det trygge og gammelkendte.

De fik dog ikke held af det den dag. Det lykkedes først et par år senere, da han blev kastet i en grav.

En grav, som kun holdt ham fangen i 3 dage. End ikke døden kunne ikke holde Ham fast. Den tone han slog an i verden, mens han gik hernede på jorden, det liv han strøede så ødselt om sig over alt, hvor han kom frem, det er aldrig forstummet.

Adventskongen, Kristus, giver os aldrig lov til bare at læne os tilbage og blive i det gamle. Ingen af os er præcis de samme som sidste advent. Vi er blevet et år ældre. Der kan være så meget, der er forandret for hver af os. Nogle forandringer ses i det ydre, andre er skjult for omverdens blik.

Nogen har fået et barn i det år, der nu svinder. Nogen har mødt en kærlighed, som de ikke anede fandtes. Nogen har mistet et kært menneske, så tabet var som at miste en del af sig selv.

Hvor vi end står i tilværelsen, så får vi lov at begynde på en frisk. Gud rækker os en helt ny begyndelse. Han rækker os frimodighed, frit mod, til at møde nye dage, som de kommer til os. For Gud selv har påtaget sig den evige opgave, der til forveksling ligner en sisyfosopgave, nemlig at begynde forfra og forfra med os. Forskellen mellem Sisyfos og Gud er den, at Sisyfos var dømt af andre til opgaven, mens Gud frivilligt har påtaget sig den i kærlighed til os, der undertiden i hårdhed og genstridighed og tyngde ikke har noget at lade klippeblokken høre.

Til os lyder det:

Se, din konge kommer til dig! Og Han vil være ved din side med sin kærlighed i det liv, der er dit.

Af Ove Kollerup, præst i Brøndbyøster Kirke

Kategorier Brøndbyøster Kirkes blog